|
Generalforsamling i NaturrytterForeningen
17. november 2011, kl. 19.00
på Askov Ridecenter, Askovvej 49, 4733 Tappernøje.
Bestyrelsens beretning:
Indvalgt i bestyrelsen i indeværende periode har været 4 medlemmer:
Lisbeth Marquardt Kate Skotte Susanne Steensgaard Helene Johansen
Ifølge vedtægterne skal der vælges 7 medlemmer til bestyrelsen. Bestyrelsen har således også i 2011 haft en del færre medlemmer end forudsat.
Vakante bestyrelsesposter håbes besat ved generalforsamlingen!
Arrangementer:
Der har ikke i indeværende år været afholdt arrangementer.
Politisk arbejde:
Det politiske arbejde har i år fordelt sig over en del forskellige projekter:
”Fodsporet”: Den 14. og 15. oktober i år var der indvielse af Fodsporet. Indvielsen blev markeret i strålende vejr med en masse forskellige aktiviteter langs ruten, iværksat af de forskellige stiråd. Vi deltog fra Naturrytters side og havde en base ved Fodby gamle station, hvor der også på parkeringspladsen er sat bindebomme op til hestene og mulighed for trailerparkering. Vi uddelte muleposer og udskænkede varm kakao til de rigtig mange forbipasserende. Der var godt gang i kanderne og vi fik skænket rigtig mange kopper kakao ud! Nogle af de forbipasserende var også til hest og indviede dermed ridesporet, der er etableret mellem Fodby og Hyllinge – en strækning på ca. 4 km. (Frem og tilbage igen.) Der var også mulighed for ponyridning, idet Harriet og nogle to- og firbenede frivillige fra Askov Ridecenter beredvilligt stillede op og tilbød rideture til store og små børn, som havde lyst til en ridetur på ”en rigtig levende pony”. En meget stor tak til Harriet og de frivillige for hjælpen.
Fruens Plantage: Naturrytter har også været repræsenteret i projektet vedr. etablering af naturbasen i Fruens Plantage ved Lisbeth og Helene. Her er ryttere og heste blevet tænkt ind ved etablering af bindebomme ved parkeringsplads og ved hytten ”Fruens Ly”, hvor der kan holdes pauser, tilberedes og nydes mad m.v. Der holdt indvielse af naturbasen den 8. maj på ”skovens dag”. Information kan findes på: http://net.naestved.dk/Naturbaser/Lokale%20Naturbaser/Fruens%20Plantage.aspx
Initiativ om nationalt ridekort til private skove: Der har ikke været nogen aktivitet omkring disse tiltag i løbet af året. Men vi hænger på, hvis bestræbelserne videreføres.
Projekt flere medlemmer i DIF og DRF: Efter at vi sidste år deltog i et seminar i DRF om organisering af en del af de ca. 70.000 uorganiserede ryttere i Danmark – herunder mange naturryttere – har vi i maj måned holdt endnu et møde med DRF’s konsulent Søren Sørensen vedr. projektet. Ifølge en pressemeddelelse fra DRF har man dog den 6. oktober i år på et bestyrelsesmøde besluttet at skrinlægge projektet, idet man ikke vurderede at investeringen i projektet ville stå mål med resultatet – altså føre til flere medlemmer af forventet omfang. Man oplyser dog at dele af projektet vil blive videreført. Bestyrelsen har forsøgt at kontakte DRF for nærmere oplysning om, hvilke dele af projektet, der arbejdes videre med og hvordan, men har desværre endnu ikke kunnet få et svar. Men det ser således desværre ud til, at vores ønske om en organisering af naturrytterinteresser gennem DRF – og dermed opbakning fra et stort forbund – ikke rigtig vil lykkes i denne omgang. Se pressemeddelelse på: http://www.rideforbund.dk/Information/Nyheder/2011/10%20-%20Oktober/Projekt%20Nye%20Medlemmer%20indstilles.aspx
Hjemmeside – www.naturrytter.dk :
Vores hjemmeside er efter en lang fødsel endelig kommet til verden!! Den er endnu under opbygning, men der kommer stille og roligt mere og mere ud på den. Tak til Pia, der har stået for design og opbygning! Vores bøn sidste år om en webmaster er blevet hørt! og Peter Toxen Worm fra Odense har tilbudt at påtage sig det job, det er at holde liv i siden. Peter er meget aktiv i arbejdet om etablering af ridestier omkring Odense og har også allerede fået pustet liv i vores Facebook-side, hvor der nu er ca. 150 medlemmer og opstået en del undergrupper og faktisk foregår en hel del aktivitet i form af chat og erfaringsudveksling mellem naturryttere m.v.. Det er rigtig dejligt, at der er så stor interesse for sagen og at så mange fra hele landet har en fælles interesse for at ride i naturen. Det er arbejdet lokalt, der kan føre til flere ridestier og disse vil forhåbentlig efterhånden sprede sig som ringe i vandet – trods alt!
Visioner og hovedlinjer for Naturrytters virksomhed:
Af visioner for foreningens fremtidige arbejde har den siddende bestyrelse gjort sig følgende overvejelser:
Der ligger stadig et stort og vedvarende arbejde i at skabe bedre forhold for heste og ryttere i naturen og trafikken – og vi arbejder stadig videre!!
Vi må som naturryttere fortsat deltage aktivt i relevante projekter og aktiviteter rundt omkring i landet og bakke op og deltage i debatter og anden påvirkning af de politiske processer, der skal til for at skabe bedre ridemuligheder for naturrytterne. Det er ikke et arbejde, der gør sig selv, men en lang og sej proces! Men det er dejligt at se, at der trods alt er mange rundt omkring i landet, som deler vores interesser og visioner og som også lokalt gør en indsats for at få skabt flere og bedre ridemuligheder i naturen!
Via vores hjemmeside og - nok især - vores Facebook-side håber vi at kunne etablere tilstrækkeligt netværk og udveksle erfaringer naturryttere imellem. Da projektet i DRF tilsyneladende ikke videreføres, står vi fortsat (alene) på egne ben i arbejdet!
Det er bestyrelsens ønske, at der i det nye år kan afvikles nogle arrangementer i Naturrytter regi som fx fælles rideture, foredrag m.v. Vi opfordrer alle naturryttere – medlemmer som ikke medlemmer – til at deltage i aktiviteter og til at melde ind med aktiviteter for naturryttere på både Facebook-siden og på hjemmesiden!!
|