|
Sjælland:
Ridning i Kalbyris Skov
Det er heldigvis muligt for dig at tage din hest med og få jer en god og smuk tur i naturen – i Kalbyrisskoven - eller en af de andre skove Herlufsholms Gods giver dig tilbud om at ride i.
Strækningen du kan ride i Kalbyrisskoven er på ca. 7-8 km, og på gode veletablerede spor/stier, som varmt kan anbefales. Du kan tillige møde andre ryttere på turen, da mange ryttere allerede benytter sig af muligheden for adgang til naturen og skoven sammen med sin hest.
Det kræver dog, at du forinden har indløst et ridekort, som kan erhverves på Herlufsholms Godskontor – læs mere på www.herlufsholm.dk – hvor du kan se mere mht. pris, og samtidig kigge på kort over ruterne. Du finder det på deres hjemmeside under "Om Herlufsholm" - "Stiftelsen" - "Ridning og Ridekort".
Husk at medbringe billede i pasfotoformat, hvis du beslutter dig for at bruge skovene til dig og din hest. Ridekortet udstedes nemlig med det samme.
Herunder vil du kunne finde kort over ruterne i nogle af skovene under Herlufsholm skovdistrikt.
God fornøjelse!
Venlig hilsen
Kate Skotte
Bestyrelsesmedlem, Naturrytter
Avnø
(Mellem Næstved og Vordingborg)
Vej: Man kommer til Avnø ved at dreje mod Svinø ved Sallerup (ved tankstationen) på hovedvej 22 mellem Næstved og Vordingborg. Følg Avnøvej mod Svinø og drej ned af Flyvervej.
Området: Området, der er en nedlagt flyveplads, er nu et fredet vådområde med et stort dyreliv. Området er derfor fladt og beliggende åbent ud til Avnø Fjord og med en fantastisk udsigt over fjorden og til Knudshoved Odde og Smålandshavet. Bundforholdene er gode og velegnede til ridning. Der er stier rundt i området, som bringer en langs fjorden på strandengene og gennem mindre bevoksninger og ad markveje ind i landet.
Der er fine parkeringsforhold til trailere og opsate bomme, hvor hestene kan bindes ved strigling og opsadling. Der er også fin mulighed for at sætte en rejsefold op, så en ridetur i området kan let kombineres med en efterfølgende picnic, hvor såvel heste som ryttere kan slappe af og nyde omgivelserne og det gode vejr efter en ridetur. Er man til overnatning i naturen, er der også mulighed for dette i et lejrområde med sheltere, bålplads og folde lige ud til fjorden.
Naturcenter Avnø er et besøgscenter med toiletfaciliteter og der er også mulighed for at gå op i det gamle flyvertårn, hvor man kan se udover hele området.
Et par tips: Vælg ikke en dag, hvor det blæser alt for meget til din ridetur, da meget blæst og det åbne område let kan få hestene op på mærkerne!
Medbring evt. kikkert i sommermånederne og kom på den måde tæt på de mange hundrede gråsæler, der soler sig på de store sten ude på fjorden
Beskrivelse af Avnø
|